Masseproducerede ligegyldigheder eller vedkommende kvalitetshåndværk? Glem politikerne – valget er dit!

Lidt henne ad gaden ligger der en fantastisk butik med alle mulige spændende ‘dinge und sachen’ til hjemmet. Jeg var netop forbi for at ønske godt nytår, og for at høre, hvordan hendes 2011 havde været.

Historien var den samme, som jeg har hørt fra utallige små og mellemstore forretninger og butikker: første halvår var ok, men andet halvår var tæt på katastrofalt – kun de sidste 3 uger før jul reddede året, men langt fra niveauet fra sidste år.

Hun kunne desuden berette om masser af osere, der fandt det ‘helt fantastisk’ at der fandtes små butikker med ‘så mange’ ting, som man slet ikke kunne finde andre steder, og selv samme osere, der efter en time med en ting til kr. 30,- i hånden, sagde at de lige skulle hjem og tænke over tingene. Ja vist, man skal jo sådan bare kaste pengene i grams – kr. 30,- er da også penge.

Det har for alle små specialbutikker og håndværksbaserede forretninger længe stået klart at politikerne – om de er røde eller blå – ikke har den fjerneste fornemmelse for hvad der rent faktisk er ved at ske på gaderne – nemlig en accellererende død for alt andet end de kapitalstærke kædebutikker – nej det er ikke kun i udkantsdanmark.

I sidste ende er der kun store, uniforme kædebutikker på hovedstrøgene tilbage (man kan stort set ikke se forskel på gågaden i Aarhus og Strøget i København eller for den sags skyld alle andre provinsbyer) – de små specialbutikker forsvinder langsomt men sikkert – indledningsvis trænges de væk af eksorbitante husleje fra hovedgaden til først sekundære og dernæst tertiære gader, før de endeligt lukker.

Alle handlende, der synes at det er så hyggeligt at finde spændende små butikker, skulle måske tænke over, at hvis man ikke vil købe noget, så forsvinder de. Det er kun et spørgsmål om tid. Man kan ikke leve af at have spændende ting, som ingen andre har, eller af at lave kvalitetsprodukter, hvis kunderne alligevel vælger de masseproducerede ligegyldigheder frem for kvalitet og håndværk. Så valget er dit, glem Christiansborg, der forstår alligevel ikke, hvad der sker på gadeplan.

Massehysteri og kollektiv depressioner fremkaldt af nyhedskreateurer og finansdommedagsprofeter

Den isnende kulde fra finanskrisernes konstante fremmarch af lavtryk, der skyller ind over Europa fra ratingsbureauernes blåkolde atlant, har for længst nedkølet danskernes købelyst. (I parentes bemærket kunne jeg godt tænke mig at vide hvem der rater ratingbureauer? Disse ganske få mennesker - der sidder og gør sig til dommere over ikke blot virksomheders økonomi, men hele lande og økonomiske zoner – var selv på randen af konkurs  for blot en 3-år siden, og nu er de pludselige de vise mænd eller profeterne, der med selvopfyldende præcision kaster nationer ud i kriser, der dybest set kun forværres af de selv samme). Personlig synes jeg at det var ok, at den overophedning af forbrugsmotoren, der pågik før finanskrisen, nok fik en nedkøling. Men ingen motor har godt af at gå fra 180 km/t til bakgear.

Manisk overforbrug er vendt til hysterisk påholdenhed. Og hvis du/ingen ikke bruger penge, så er det kun et spørgsmål om tid, før økonomien bliver så underafkølet, at du selv bliver forkølet. Og glem S, SF, V, K osv. fordi de aner ikke hvad de skal gøre. Kun du kan træffe et valg om at se positivt på fremtiden.

Og jeg er for en stor del holdt op med at se TV News o.l. – det kræver fandme et godt nervesystem at blive bombarderet med de samme dårlige nyheder hver tiende minut hele dagen lang. Det er næsten en fjer, der bliver til fem høns eller en lille tordensky, der i løbet af dagen takket været den intensive dækning er blevet til en kraftig storm med vindstød af orkanstyrke – alene fordi at der skal ske noget – ellers er det jo ikke nyt eller en nyhed. Og det gælder naturligvis også finansnyheder.

Der er sgu ikke noget at sige til, at folk gemmer pengene under hovedpuden i stedet for at bruge dem eller sætte dem i banken.

Trods denne nærmest permafrost, der hviler over økonomien, hører vi ikke desto mindre, at julehandlen atter steg i forhold til sidste år dog  kun med 1%, og så alligevel med 670 millioner. Det er da også en slags penge. Og en glad bankmand fra en af de store banker siger, at det er et positivt tegn, og at det lover vel for 2012. Næste morgen bringer selv samme nyhedskanal et indslag med en økonom, der i kraft af et studie forudsiger endnu mere permafrost i 2012 med fald i forbrugstallene. Hvem skal/kan vi stole på? Ja, vi må hellere gemme pengene under puden, hvis vi altså har nogen. Og glem de såkaldte vismænd, de ved ikke en kæft om hvad der sker om 2 minutter. Du må selv vælge.

Jeg kan selvfølgelig kun tale for os selv - men jeg tror at de fleste mindre erhvervsdrivende - ikke kun inden for fotografbranchen – bruger de penge de tjener på at overleve – dvs. betale husleje, lønninger, afgifter, moms osv. og håbe på at der er lidt løn, når alt er betalt. Men angsten kryber ind og den kryber rundt i det ganske land. Hvem bryder først ud af geleddet og bliver det lette offer for snigskyttens kugle, når man i desparation forsøge at overleve ved at faldbyde sine varer med tab.

Allle butikker i Aarhus tyvstartede udsalget midt i december blot for at undgå at brænde inde med varer. Så i virkeligheden tjener de stort set ikke de penge, de skulle hente for at få et overskud, nej de tjener måske lige nok til at undgå et underskud.

Og hvad rager det så kunderne – de får jo en god handel. Måske ja – her og nu. Men kunderne er jo også mennesker, der selv går på arbejde for at få en løn, og ville de arbejde, hvis de ikke fik løn? Nej, vel. Og de små butikker og forretninger ejes jo også af mennesker, der skal betale for madvarer og andre af livets fornødenheder, og hvis de ikke tjener penge, så lukker de. Så du kan påvirke fremtiden med dine valg, så længe du har et valg.

Kampen for overlevelse – et udskilningsløb til døden

Inden for mange brancher og i hvert fald fotografbranchen kæmpes der for livet – ikke kun blandt portrætfotografer men også blandt reklamefotografer.

Det er en kamp på mange fronter. Portrætfotograferne – det vil sige at de moms- og skattebetalende – har i flere år været truet af de såkaldte ‘weekend warriors’ – typisk unge mænd der uden erfaring i weekenden tilbyder momsfrie ydelser til naive kunder, der efterfølgende må græde tørre tårer over egen dårskab. Måske nogle få er heldige og får noget, men de fleste taber og får intet af værdi. At problemet er stort, viser skats kampagne først på året, hvor mere end 3000 – der havde registreret virksomheder inden for den fotografiske branche for at kunne modregne moms på indkøb af fotoudstyr – lukkede efter en venlig henvendelse fra skat, da samme virksomheder tilsyneladende ikke havde nogen indtjening.

Men de er stadig der ude i stort antal og gør ødelæggende anslag mod fotografer.

Misforstå mig ikke.  Jeg har ikke noget mod liberalisme eller de frie markedskræfter. Men med de skatte- og afgiftsbyrder, som påhviler lovlydige virksomheder, er der ingen mulighed for at konkurrere mod disse usynlige modspillere. Jo måske hvis kunderne viste hvad de fik, men som ovennævnt er håndværksmæssig kvalitet i købsøjeblikket ikke så vigtig som prisen, og på en computer ser meget godt ud. Og liberalisme er ikke spørgsmål om at varerne skal være billige per se, men at de frie markedskræfter sikrer, at en vare har den rigtige pris i forhold til dens kvalitet. Dette skulle i teorien sikrer forbrugerne et optimalt pris/kvalitetforhold, men i virkelighedens barske verden er forbrugerne ved at miste mulighed for selv at kunne vælge mellem masseproducerede ligegyldigheder og holdbart håndværk. Så vælg du selv om du vil have en billig løsning, der er dyr i længden, eller en dyrere løsning, der holder hvad den lover.

Enhver militærstrateg ved, at man skal undgå krig på flere fronter. Ikke desto mindre ser vi i vores branche, at alle – i stedet for at gøre fælles front mod ydre trusler - hver især forsøger at bjærge sig selv.

Fotografer i panik forærer ikke kun deres arbejde – dvs. viden og tid -, men nu også produkter i et forfængeligt håb om, at kunderne køber mere. Hvorfor dog det? Jo, fordi der ligger en fotokæde henne på næste hjørne, der sælger deres maskinproducerede såkaldte ‘portrætter’ for stort set det samme som skolefoto. Og i samme kvalitet. Og det kan i og for sig være godt nok – til pasbilleder, i en butik bemandet med folk der muligvis har teknisk indsigt i hvordan et kompakt kamera fungerer, men sjældent ved noget om hvordan man får mennekser til at fungere foran et kamera eller kan sætte lys eller mere basalt stille skarpt.

Så fotokæderne kannibaliserer fordi de selv er under pres – masser af kunder kommer der for at få vejledning og gode råd for derefter at købe på nettet eller hos mastodontvarehuset. Så fagfotografen presses fra denne side, hvorefter de iværksætter ‘gratis, gratis’-kampagner hele tiden og igen med en lapset, flov undskyldning til kolleger, om at de kun ødelægger deres eget lille område. Men nej, det breder sig som ringe i vandet, og kannibalismen bliver til sidst allestedsnærværende og accepteres som en de facto ‘rigtig tilstand’. Hvis alt er gratis eller halv pris hele tiden, jamen så er der ingen rigtig normalpris. Men ingen kan leve af at arbejde gratis eller til halv pris. Fint for kunden så længe det varer, men snart er der slet ingen valgfrihed.

Det seneste år har også set et væld af ‘dagens tilbud’ på nettet. Vi blev også for nyligt kontaktet af en af de store spillere på dette område. Ideen var at vi skulle forære et givet produkt til halv pris og samtidig betale 30% til netannoncøren. Med andre ord, så ville vi selv have 20% tilbage. Da jeg gik på handelshøjsskolen, gik det regnestykke ikke op. Jamen, sagde sælgeren, du har chancen for at få en stor omsætning! Wauv botnak – men jeg kan altså kun sælge min tid en gang. Og stor omsætning er ikke lig stor fortjeneste eller indtægt. Måske hvis du sælger varer i metermål eller blot videresælger andres varer. Men hvis din vigtigste ressource er viden og tid, så kan en mindre omsætning være ensbetydende med et mere lønsomt udbytte.

Mange lever nærmest på nettet for at finde gode handler, men i min verden ville det være en hån mod mine kunder, hvis mine varer var så overtakserede i en såkaldt normalpris, at jeg rask væk kan give kunden det til 50% og derefter forære yderligere 30% til en smart netentrepreneur. Ja, det kan være at jeg ikke følger trenden, men jeg vil hellere kunne se mine kunder i øjnene og sige at min prisliste er en prisliste og ikke et forhandlingsgrundlag.

Nej til sortsynet pessimisme – ja til livsbekræftende kvalitet

Vores priser afspejler vores viden, vores tid og vores kvalitet. I virkeligheden burde vores priser være meget højere.

Fordi vores kvalitet er så meget højere – nåh ja det er jo lidt af en dødssynd at rejse sig og sige at man er dygtig til noget i jantelovens hjemland. Men det er den bare og det er vi bare.

Rent faktisk er vores priser ikke steget de sidste 5 år på trods af at alt fra el til husleje er steget på udgiftssiden. Vi har i stedet effektiviseret vores arbejdsrutiner mest muligt, men vi har ikke villet svække på kvaliteten.

Så vi ser frem til at møde vores kunder igen i 2012, fordi vi ved at der stadig findes mennesker der forstår at værdsætte kvalitet og originalitet – og det til helt uændrede høje/lave priser.

Men husk at valget er dit – ikke kun når det drejer sig om fotografi – men også alle andre små forretninger og erhvervsdrivende her i verden fra den lille slagter og bager til købmanden og indretningsbutikken. Naturligvis kun hvis man stadig ønsker mulighed for rigt, alsidigt og varieret udbud.

Hvis noget er for billigt til at være sandt, så er det nok ikke sandt.

Godt nytår