Award Argent på fransk – Michael vinder sølv i L’éte de Portrait med ‘Marlboro Man’

Ikke nok med at Lærke fik prisen for det mest kreative billede i L’été de portraits, som vi fortalte om i foregående indlæg, hun fik såmænd også en guldmedalje for samme billede.

I ren olympisk ånd (fandens også) glæder Michael sig i dag over at have opdaget at også han hentede metal – om end af sølv – i den franske middelalderby Bourbon-Lancy.

Til nedenstående ‘Marlboro Man’-cowboybillede knytter sig en helt særlig historie. Den nydelige herre på billedet var i studie med sin kone og døtre for at få lavet et familieportræt. Og vi fik naturligvis lavet familiebillederne. Men hr. Viborgs ansigt var som taget ud af de Marlboro-annoncer jeg husker fra gamle dage før politisk korrekthed forbød cigaretreklame. Og  jeg havde svært ved at lade det karakterfulde og karismatiske ansigt bare forsvinde ud af studiet.

Efter en smule overbevisning og den øvrige familie sendt af sted fandt vi lidt rekvisitter frem, bl.a. den karakteristiske ‘duster’-frakke, som faktisk er af mærket Marlboro, og en gammel cowboyhat. Jeg syntes naturligvis at resultatet talte for sig selv, men hr. Viborg var måske lidt mere tvivlende, hvortil jeg replicerede at det var billeder af den karat, der vandt guldmedaljer. ‘Ja ja’ lød det tørt fra den autentiske Marlboro Man – ‘ Lad os nu se!

Okay, det blev så ‘kun’ en sølvmedalje, men i en hård konkurrence.

Michaels Sølvmedaljevinder i L’été de Portraits-konkurrence i franske Bourbon-Lancy

Comments are closed.